Politisk udmelding

13. april 2021 06:14 , af Pia Nielsen

Kære medlemmer

Sjældent har det været mere beskæmmende at læse Nyborgs politikeres udtalelser i fyens.dk omkring færdiggørelsen af Nyborg Marina og dermed også Nyborg Kajakklubs faciliteter.

Uden at indvolvere klubben yderligere skal vi i avisen læse noget, der har så store negative konsekvenser for vores klub. Vi har sidst været inviteret til møde i 2020 og lovet at høre nyt i uge 8 2021! Der har uden held været rykket for nyt.

For så at læse at projektet lægges på is, skam jer kære politikere for manglende reel involvering af intressenter. Vi er idag en forening med 150 medlemmer, der fortsat lever i skurvogn og en containerby på uvist tid i en Marina, hvor vi af byrådet er lovet nye klubfaciliteter på lige fod med de øvrige klubber.

Ud over klubbens medlemmer og de manglende klubfaciliteter holder De kære politikere også tilflyttere for nar, så sent som i denne uge har jeg talt med tilflyttere, der selvfølgelig har orienteret sig om hvad der sker i Nyborg kommune og hvilke forventninger de kan have til Nyborg Marina, ikke mindst til planerne om det nye multibassin.

Beslutning her rammer mange foreninger, som har ønsket at bruge multibassinet. Det er en stor del af idrætslivet som rammes, et idrætsliv som byrådet er stolt af - eller var?  11 foreninger har budt ind med aktiviteter i bassinet, skoler og uddannelsesinstitutioner ligeså.

Vi er dybt skuffede over den ualmindelige dårlige dialog klubben bliver mødt med. Gang på gang er vi lovet en god og involverende proces, men det er og har bare været tomme ord.

 

 

På bestyrelsens vegne

Pia Nielsen

Formand for Nyborg Kajakklub