Nyhedsbrev juni 2025

4. juni 2025 18:19 , af Pia Nielsen

Kære alle

Så blev det sommer i kalenderen, find kajaktøjet frem og kom med på vandet. Skal der lige bankes lidt rust af efter vinteren er der altid mulighed for en lille tur med instruktør onsdag ved ”Glad kajak”, om torsdagen på workshop og på 60+ tirsdag formiddag. Tjek aktivitetskalenderen.

Hvad blev der af klubhusbyggeriet? Rigtig godt spørgsmål, bestyrelsen har afsøgt muligheden for at vi kunne blive i området hvor vores skurvogn og container står i dag, det er desværre ikke en mulighed! Derfor arbejdes der videre med de tidligere tegninger for kajakstald og omklædning ved det gamle havnekontor. ”Klublokale” bliver formentlig ved bookning i de eksisterende bygninger, det skal aftales med kommunen i løbet af sommeren/efteråret 2025. Do for værksted, ergometer osv. Kommunen ønsker at de kommunale lokaler udnyttes bedre end de bliver i dag, men det er et svært skifte/indskrænkning ”midt” i et projekt.

Med et væsentlig reduceret budget er der ikke mulighed for at bygge de samme kvadratmeter. Fokus for bestyrelsen er, at der hurtigst muligt bliver bygget det mulige, indenfor de afsatte midler.

Tegningen af kajakstald, bad og omklædning hænges op i klublokalet i løbet af ugen.

Tidsplan….idag er bedste bud, at kajakstald, bad og omklædning kan tages i brug til foråret 2026.

Men inden at det gamle havnekontor kan rives ned, skal der være fundet en løsning på værksted, adm. af tankanlæg mm.

DM fejring på Rådhuset, Per Hansen tog en 1. plads ved DM i ergometer i januar og det skal fejres på Rådhuset onsdag den 11. juni. Per har fået lov at invitere få udvalgte med til arrangementet. Endnu engang stort tillykke med den flotte placering.

Kajakskolerne, der er stadigvæk pladser på kajakskolerne, kender du en der skal med? Inden sommerferien afvikles K3, 60+ og surfski.

Fællesarrangement, sæt kryds i din kalender onsdag den 25. juni kl. 18.

IPP3 træning er startet op, tjek aktivitetskalenderen – måske er det nu du skal videre fra IPP2.

Nyt i klublokalet, vi har investeret i en robotstøvsuger, pt. er indkøringen i gang, det forventes at den skal kører 2-3 gange om ugen. Derfor nye rutiner: stolene sættes op på bordene eller i stakke, så gulvet er mere eller mindre frit.

Generalforsamlingen 2026, planlægningen er så småt i gang. Den forventes afholdt i januar for at skabe en bedre sammenhæng mellem budgetår og kalenderår. Specielt for udvalgene med økonomi er det vigtigt.
3 stk. er på valg i 2026, Flemming, Preben og Pia og de genopstiller ikke.

Nyborg Idrætscenter står over for et lederskifte, da Keld har valgt at sige op og fratræder sin stilling med udgangen af juni. Vi er taknemmelige for det gode samarbejde, vi har haft gennem årerne. Det har været en fornøjelse, at opleve Kelds store engagement og imødekommenhed i arbejdet med at få klubbernes mange ønsker og behov til at gå op i en højere enhed, når tider og faciliteter skulle fordeles.

 

Ses vi på vandet?
Sommerhilsen

Pia