Nyhedsbrev december 2024

22. december 2024 17:49 , af Preben Henriksen

Som konsekvens af kommunale besparelser fra 1. januar 2025, sker der store ændringer for brugerne af Nyborg Idrætscenter. Det rammer især foreninger som bruger Svømme- og Badeland. Ændringerne betyder, at der ikke længere er personale, herunder livreddere, til stede i svømmehallen, når foreninger bruger faciliteterne. Nyborg Kommune har derfor udarbejdet retningslinjer for foreningernes brug af Svømme- og Badeland. Du kan se disse HER

Retningslinjer, vejledninger, ordensregler vil være placeret i ”livredderøen” ved publikumsområdet mellem bassinerne. Der vil være vejledning og introduktion i de praktiske forhold vedrørende korrekt nedlukning i uge 2.

Derfor opfordres alle medlemmer, som benytter faciliteterne, til at møde op til introduktion ved afslutning af en af vores træningstider i uge 2, som er:

  • Tirsdag den 7. januar kl. 2030 efter svømning (tjek aktivitetskalenderen)
  • Onsdag den 8. januar kl. 2100 efter kajakpolo (tjek aktivitetskalenderen)

Løbende renholdelse og oprydning

Vi har som forening ansvar for, at omklædningsrum og Svømme- og Badeland afleveres opryddeligt efter hver træning. Altså afleveres, som vi selv ønsker at modtage det. Vi skal foretage følgende:

  • oprydning af materialer og affald
  • skraldespande tømmes, og affald bortskaffes i container placeret ved udgangsdøren mod boldbanerne ved børnebassinet
  • spule og svabre omklædnings- og toiletfaciliteter

Nedlukning af Svømme- og Badeland

De sidste foreninger i Svømme- og Badeland deles om ansvaret for korrekt nedlukning af de faciliteter der benyttes, herunder:

  • alle yderdøre tjekkes og låses. Døre mod Badeland og Dryland lukkes. Døre til omklædningsrum og branddør lukkes
  • bundstøvsuger sættes i bassinet og tændes
  • termotæppe køres på bassinet
  • lyset slukkes
  • omklædnings- og toiletfaciliteter skal ikke spules og svabres ved nedlukning (der rengøres om natten)

(dette er aktuelt for svømning tirsdag aften (sammen med Nyborg Svømmeklub) og kajakpolo onsdag aften (sammen med Nyborg Vandpoloklub).

Livredderopsyn

Udover de ovennævnte tiltag skal vi også selv stille med en bassinlivredder til vores aktiviteter i samarbejde med andre foreninger. Der skal altid være mindst 1 bassinlivredder til stede i anlægget under vores træning.

Bassinlivredderen skal have en bassinprøve. Kajakklubben søger derfor frivillige som gerne vil tage bassinprøven (denne gælder kun for bassinerne i Nyborg svømmehal). Kajakklubben betaler for uddannelse og prøve. Uddannelse og prøve skal være gennemført inden 1 marts. Du kan læse mere om basinlivredderprøven HER

Frivillige som vil tage bassinprøven bedes sende en mail til Flemming Ørts Pedersen.

Bestyrelsen